10 typiske overspringshandlinger, der forhindrer dig i at få kunder nok

Overspringshandlinger er vist en velkendt gæst for de fleste. Du skulle bare lige læse et blogindlæg, tjekke nyheder eller gribe en idé til dit næste opslag på Facebook, og så gik dagen på tragisk vis.

Men hvad er en overspringshandling, hvad drejer det sig i virkeligheden om, og hvad betyder det egentlig for din forretning?

Hvad er en overspringshandling?

En overspringshandling er en aktivitet, du bruger tid på, i stedet for det, du egentlig havde planlagt og besluttet dig for at gøre. Typisk er den mindre vigtig end den opgave, den erstatter.

Den er udtryk for, at du ikke har lyst til eller måske tør tage hånd om det, du i virkeligheden skulle ordne, f.eks. at sælge din nye ydelse, udvikle dit længe ventede onlinekursus eller rykke en kunde for betaling. Den tid, du bruger på at undgå opgaven, overgår mange gange den tid, det tager at løse den.

Godt.

Overspringshandlinger er altså kritiske for din forretning. For har du ikke noget salg – ja så har du heller ikke nogen virksomhed. Det er vel logik for bjerggeder.

Pointen er modtaget. Du stopper med dem lige med det samme. Blogindlægget kunne slutte her.

Men det gør det ikke. Uanset hvor intelligent og selvdisciplineret du er, er der risiko for, du bliver forført af overspringshandlinger. De er en kæmpe udfordring for mange soloselvstændige konsulenter, coaches og behandlere.

Det er nemlig ikke så simpelt.

Men du kan gøre noget ved dem. I første omgang kan du lære at forstå dem.

Hvorfor laver vi overspringshandlinger?

Overspringshandlingerne sniger sig ind på os, når vi ikke føler os motiverede og synes, det er en træls opgave, der venter på to-do-listen. I stedet finder vi på alt muligt andet og overbeviser os selv om, at de opgaver jo også skal løses.

Det skal de sandsynligvis også. Men er det virkelig det allervigtigste i din forretning lige nu? Og hvad er konsekvensen egentlig, hvis ikke du får solgt den ydelse, markedsført din forretning i tide eller foretaget det
telefonopkald?

For at forstå, hvad overspringshandlinger i virkeligheden handler om, tager jeg dig nu med igennem 10 typiske overspringshandlinger, der forstyrrer din forretning. På den måde kan du sætte fokus på dine største syndere og bytte dem ud med handlinger, der giver dig flere kunder i butikken.

Hurtig-link:

Overspringshandling # 1

Når jeg lige har taget det her kursus/læst den her bog/taget den her uddannelse/deltaget i det her webinar, SÅ …

Du luller nemt dig selv ind i, at du sagtens kan opnå dine mål – du skal bare lige tage det her kursus, læse den her bog, udvide med den her uddannelse eller se til det her webinar. Så er du klædt på til løjer.

Men ved du hvad?

Det er noget sludder. Du er allerede klædt på. Du ved rigeligt til at komme videre med din markedsføring, dit salg eller dit onlinekursus, som er den næste vigtige brik for at skabe den virksomhed og det liv, du ønsker dig.

Du kan sagtens levere et godt produkt eller en værdifuld ydelse til dine kunder allerede nu. Det eneste, der står i vejen, er din egen manglende handling.

Så ACTION!

Og insisterer du på at tage det kursus, det webinar, den uddannelse osv. – så gør du jo bare det! Men sørg for at gøre det, samtidig med at du får flere kunder i din virksomhed.

Overspringshandling # 2

Jeg skal lige have styr på min hjemmeside
– så er jeg klar!

Nu siger du ”lige”. Uanset om du selv sætter skidtet op eller får en prof til det, så er en hjemmeside et stort projekt.

Jeg siger ikke, du skal lade være med at have en hjemmeside. Jeg siger bare, du ikke skal vente på, at den er færdig.

En hjemmeside er ikke noget kvalitetskrav for, at du kan møde og sælge din tid eller dine produkter til dine kunder. Mange af mine klienter er nået langt helt uden en hjemmeside, fordi det ikke er relevant for deres forretning. Det altafgørende er, at de har kunder i butikken.

Så lad ikke teknik som at opsætte din hjemmeside udsætte det, der i virkeligheden er vigtigt.

Kør, kør, kør – og opsæt så hjemmesiden imens, eller bed om hjælp til det fra en webdesigner eller digital indfødt. Hvis du overhovedet vil have en hjemmeside lige nu.

Overspringshandling # 3

Når først de fysiske rammer er i orden, så …

Så hvad? Skal du have kunder indenfor, skal rammerne selvfølgelig være indbydende i en eller anden form.

Men er de ikke også det? Bliver kundens udbytte så meget bedre af, at indretningen funkler, at kunden hellere vil vente de uger, måneder eller år?

Jeg gætter på nej.

Overspringshandling # 4

Der er mange, der er meget bedre end mig
– hvorfor skulle de lige vælge mig?

Hvis kunden har bedre kemi med en anden, så vælger hun en anden. Hvis kunden har bedre kemi med dig, ja så vælger hun dig.

Du kender det sikkert selv. Går du altid efter landets bedste tandlæge, fodbehandler eller frisør? Eller vælger du den, der bor i praktisk nærhed, er et skønt menneske og har nogle værdier og koncepter, der
passer til netop dit behov?

Vi har hver især noget unikt at tilbyde. Det har du også.

Og vil du virkelig fratage dine potentielle kunder den mulighed, fordi der hypotetisk set måske med en vis sandsynlighed er nogen, der er bedre end dig?

Hvad nu, hvis vi aftaler, at du prøver. Så kan du bagefter vurdere, om det var en god idé – og om kunderne vælger en anden, der er dygtigere.

Overspringshandling # 5

Gad vide, om der er noget nyt på Instagram?

Dét er der med statsgaranti! Det er formentlig også relevant for dig. Man skal ikke undervurdere mængden af inspiration på de sociale medier.

Men er det virkelig vigtigere end den handling, du springer over eller udsætter ved lige at tjekke dit nyhedsfeed (igen)?

Platformene er designet, så du næsten ikke kan lade være. Hvis det er svært – så hjælp dig selv. F.eks. ved at flytte appen på din telefon, så du ikke åbner den bevidstløst af gammel vane.

Overspringshandling # 6

”Hej Tina! Om vi kan tage på café på din fridag på onsdag? Ja, det kan vi sagtens! Jeg har ikke noget fast i kalenderen …”

Det kan være svært for andre at forstå, at dit arbejde er lige så fast som deres. Så fordi de lige har en fridag og har lyst til en latte sammen med dig, betyder det ikke, at du kan rydde kalenderen.

Det kan også være svært at tage ansvar for sin egen tid. Du har jo tid. I princippet.

Eller har du? Kunne I måske tage den latte om eftermiddagen – uden for normal arbejdstid?

Selvfølgelig er fleksibiliteten som soloselvstændig også din frihed. Men hver gang du siger ja, siger du også nej. Og hvad siger du nej til her? Det salgsarbejde, der skaffer dig penge i kassen (til at drikke latte …)?

Vælg med omhu.

Overspringshandling # 7

Nu får jeg lige styr på alle de her småting, så jeg har ro til at gøre salgsarbejdet. I morgen. Måske.

Er det bare mig, eller lyder det mere, som om du ikke kan lide at sælge – og udsætter det?

Bare rolig. Det er helt naturligt. Salg er en overvældende disciplin for mange. Prøv at se dit salg som en service. Din kunde har en udfordring. Du ved, du kan hjælpe hende. Hun ved det ikke. Er det så ikke din
forbandede pligt at fortælle hende det, så hun kan få den hjælp, hun har brug for?

Dem, der ikke har brug for din hjælp, kan jo bare fortsætte deres liv.

Overspringshandling # 8

Hvad nu hvis kunden siger nej?

Når du vover pelsen, er der altid risiko for at blive afvist. Alle bliver afvist indimellem. Nogle hver eneste dag. Det følger med, og det handler ikke om dig, men om kunderne. Hvor de er. Om de har erkendt deres behov. Om de er klar til at investere. Om de tør.

Derfor: Lad dig ikke bremse af, at kunden måske siger nej.

Fokusér på det, du gerne vil have, og acceptér, at ”nej” er en naturlig del af processen. Hvis du lader det standse dig, er der slet ingen chance for, at nogen siger ja.

Overspringshandling # 9

Hvem tror jeg egentlig, jeg er (og hvad hvis jeg mislykkes og bliver fuldstændig til grin)?

Vi dømmer hinanden hårdt. Vi hylder dem, der får succes, og tænker fiasko om dem, der tabte det hele på gulvet. Nå, det gik ikke. Gad vide, hvad der gik galt?

Men så sort-hvidt er det ikke. Dine fejl er din vigtigste læring. Se dem som en gave, og find modet frem til at turde – selvom du ikke har garanti for, at det går godt.

Hvem vil du egentlig helst være?

Hende, der prøvede – og fejlede (og lærte, rejste sig og prøvede igen)?

Eller hende, der ikke prøvede, aldrig fandt ud af, om hun kunne, og brugte resten af livet på at spekulere over ”hvad nu hvis …?”.

Vær bange – og gør det alligevel.

Overspringshandling # 10

Jeg får bare ikke tingene gjort. Jeg er måske i virkeligheden bange for at gå efter det, der gør mig lykkelig.

Det her lyder så paradoksalt, men er virkeligt for mange af os. Vi er bange for at gå efter lykken. Og hvis vi bliver ved med at stille forhindringer og gøremål op foran os, når vi aldrig hen til det. Vi forbliver i en lunken komfortzone, så vi slipper for at blive skuffede og se en potentiel fiasko i øjnene.

Men vi afskærer os samtidig fra muligheden for succes. For det liv, vi ønsker os. For at gå efter drømmen.

Se på, hvad der egentlig står i vejen. Hvor stort, vigtigt og urokkeligt er det egentlig i forhold til at skubbe det væk og komme ud over stepperne.

Hvordan slipper du af med overspringshandlinger?

Nu ved du, hvad overspringshandlinger er, hvorfor de trænger sig på, og hvad de i virkeligheden betyder.

Du ved også, hvilken katastrofal betydning de har for din virksomhed.

Men overspringshandlinger er ikke et lod, du må leve med.

Vil du blive endnu bedre til at undvige overspringshandlinger og nå mere på et kvartal, end de fleste gør på et år? Så tjek lige, om min workshop Powerful Planlægning er noget for dig.

På Powerful Planlægning bruger vi én hel dag på at planlægge dit og andre passionerede soloselvstændiges næste kvartal. Du reflekterer, prioriterer og går hjem med en køreklar plan for de næste tre måneder, så du kan slappe af i hovedet og nå dine mål med ro i maven.

Er du klar til at gøre ligegyldige overspringshandlinger til handlekraft, der er til at få øje på?

Så se mere om workshoppen Powerful Planlægning her.

 

Del artiklen

Læs også …

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Velkommen til Business-Bloggen om Iværksætteri, forretningsudvikling og personlig effektivitet af businessmentor Birgitte Feldborg.

forretningsudvikling-birgitte-feldborg

Del artiklen

Ansøg om en gratis business strategi session