Læsetid: 6 minutter

Du vil gerne have flere kunder i din forretning. Men er det ikke bare et strint i Vesterhavet, når du skaber kortvarig synlighed med endnu et opslag på Facebook?

 

Det kan virke sådan. Men nej. Ikke hvis du gør det hyppigt og vedvarende.

 

I dag fortæller jeg dig, hvorfor synlighed er nøglen til flere kunder i din forretning, og hvad det i virkeligheden kræver.

 

 

Hvordan bliver du synlig, og hvorfor er det vigtigt at dukke op hele tiden?

 

Synlighed betyder, at du dukker op i modtagerens synsfelt. Sagt lidt kækt, at I får øjenkontakt. Det kan f.eks. være på sociale medier, i dit nyhedsbrev eller på din blog.

 

Det forestiller vi os, at I har nu. Du er dukket op i kundens Facebook-feed. Hun læser dit opslag. Og scroller videre ...

 

For kunden springer ikke direkte ind i din butik, første gang hun ser dig. Eller anden eller tredje.

 

Det tager tid, før din potentielle kunde er klar til at købe af dig. Det er en naturlig proces, der hedder kunderejsen.  Den består af fem trin, hvor du tiltrækker, engagerer, plejer, inviterer og forkæler kunden.

 

De små, hyppige påmindelser om din eksistens virker, fordi:

 

  • Kunden lærer dig at kende: Hun ved efterhånden, hvem du er, hvad du kan, og hvad du står for.
    Mennesket er lige så vigtigt som din viden. Måske har I endda kommunikeret direkte i en kommentar eller privat besked ifm. et af dine opslag.

 

  • Kunden har allerede fået din hjælp: Når du gennem opslag og indhold giver din viden væk, oplever kunden, hvad du er i stand til – gratis! Hvad kan du så ikke forandre, når hun betaler for din hjælp?

 

  • Du forventningsafstemmer processen: Du giver måske et indblik i din hverdag og gør kunden tryg ved, hvad det handler om. På den måde er springet ikke så stort.

 

  • Du minder om livet på den anden side: Når du regelmæssigt fortæller om det udbytte, dine nuværende kunder oplever – altså hvordan de har det, efter at de har fået din hjælp, minder du kunden om, at der er en løsning på hendes udfordring.

 

  • Du overhaler konkurrenterne: Når kunden er klar til at investere i hjælp til sit problem, og du står lige der, hvorfor skulle hun så bruge timer på at finde, lære at kende og opbygge tillid til en anden?Du er allerede langt foran på point.

 

Når du konstant og over en længere periode dukker op i kundens synsfelt – i små, værdipakkede bidder - placerer du dig helt oppe i toppen af din potentielle kundes bevidsthed.

 

På den måde er du det sikre og trygge valg, når hun er klar til at investere i hjælp til sin udfordring.

 

 

Hvad det i virkeligheden kræver at få flere kunder med synlighed

 

Godt, så synlighed er nøgleordet. Så skal du vel bare i gang med at producere en masse indhold til dine sociale medier, nyhedsbreve og blog?

 

Ja. Og nej.

 

Du skaber synlighed ved at dele indhold på f.eks.:

 

  • sociale medier
  • nyhedsbreve
  • blogindlæg
  • webinarer
  • podcasts.

 

Men hvad tror du, der sker, når du har postet en håndfuld opslag, og der ikke er den helt store respons?

 

Du mister gejsten og nedprioriterer din synlighed.
Men det er et langt, sejt træk. Derfor er kernen i synlighed ikke kun det indhold, du deler, men også:

 

1. et fintunet mindset, der holder undskyldningerne for døren

 

2. en marketingplan, der sikrer, at din synlighedsindsats bliver regelmæssig og vedvarende.

 

Lad os snakke lidt mere om det.

 

Kalibrér dit mindset til at fylde i kundens synsfelt

 

Er du bange for at fylde for meget?

 

Føler du, du spammer dine Facebook-følgere, hvis du poster to, tre eller fem gange om ugen? Det gør du ikke.

 

For det første skaber du jo værdi, når du fortæller dem om noget, de selv har sagt ja tak til at høre om.

 

For det andet ser dine følgere kun en brøkdel af det, du poster. Algoritmen sorterer drønhårdt – og selv det, der ryger ud i din følgers nyhedsstrøm, kan hun overse i farten.

 

Er din undskyldning nummer 1, at du ikke vil støje og poste for meget? Så find en stor, fed tusch, og streg den over med aggressive kruseduller.

 

Er du bange for at være for meget?

 

“Hey, allesammen. Vær lige stille. Jeg skal lige fortælle jer noget.”

 

Giver det dig myrekryb og følelsen af at falde ned fra Eiffeltårnet at stille dig op på ølkassen og tage opmærksomheden? Selv på Facebook? At tro, du har noget at fortælle, som andre gider at lytte til? At være for meget?

 

Jeg forstår dig godt. Det er en naturlig mekanisme ikke at ville skille sig ud og risikere at blive forladt af flokken.

 

Men du bliver ikke forladt. Okay ... Det kan godt være, der ryger en følger eller to. Men så var det nok bedst for jer begge. Til gengæld tiltrækker du dem, der gerne vil høre på dig! Fordi du ved lige præcis det, du gør.

 

Fordi du er dig.

 

Find modet, tag rummet, og snup den synlighed, der skal til at øge antallet af kunder.

 

Med tiden suger det mindre i maven.

 

 

Læg en plan, der sikrer din synlighed på den lange bane

 

Dit mindset er nu afstemt – du skal være synlig for at få kunder. Men hvordan så?

Allerførst skal du have en plan – en marketingplan – der beskriver:

 

  • hvad du vil poste
  • hvor du vil poste det
  • hvornår du vil poste det.

 

Husk endelig at genbruge dit indhold, så du får mest muligt ud af dit arbejde.

 

Igen: Alle ser ikke alt. Og selv hvis de gør, havde de måske ikke tid til at dykke ned i det lige der. Så selvom du har postet noget på Facebook, er der ikke noget i vejen for at dele det samme på Instagram, i dit nyhedsbrev og på LinkedIn – og måske endda med forskellige vinkler på Facebook.

Sæt din online synlighed i system (og undgå at miste gejsten)

 

Synlighed er altså ikke et quickfix. Det kræver, at du dukker op hyppigt og vedvarende, og at du ikke kun producerer en masse indhold, men også arbejder med dit mindset og laver en langsigtet plan, der hjælper dig med at holde de gode intentioner.

 

Hvis det der med en markedsføringsplan virker godt, men uoverskueligt, så hør lige her.

 

På mit kommende, spritnye webinar giver jeg dig hele metoden til, hvordan du lægger en spændstig markedsføringsplan på én eftermiddag .

 

Det koster kun din e-mailadresse, og du kan lytte til det, lige hvor du vil.

 

Det sker d. 15 september.

 

Du tilmelder dig webinaret ”Sådan lægger du en markedsføringsplan, der giver synlighed og kunder i
butikken – også selvom du er blank for idéer og megaustruktureret” lige her.

MERE FRA BLOGGEN:

Måske synes du også om ...

Gode idéer

Hvordan prioriterer jeg alle min gode ideer?

Og hvordan arbejder jeg på de gode idéer, der giver mest værdi for mig, mine kunder og min forretning? Det ...
Læs mere
Sådan finder du dit kernebudskab

Sådan finder du dit kernebudskab

Stivner du også som et rådyr i lygterne på en Renault Scenic, når du bliver bedt om at formulere dit ...
Læs mere

Har du styr på, hvor mange kunder du skal have for at nå dit økonomiske mål?

Spekulerer du nogensinde over, hvor mange kunder du skal have for at nå dit økonomiske mål? Og hvis ikke du ...
Læs mere

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.