Selvom du er selvstændig, behøver det ikke betyde, at du skal være alene i din virksomhed hele tiden
Som selvstændig er du pr. definition alene i din virksomhed. Men der findes masser af muligheder for, at du ikke behøver føle dig alene.
Et advisory board er én af mulighederne.
Hvis du ikke helt ved, hvad et advisory board er, så får du her en definition
Et Advisory board er en form for bestyrelse – i ikke-juridisk forstand – som med fordel kan bruges af selvstændige og i mikrovirksomheder.
Når jeg skriver ”i ikke-juridisk forstand”, så betyder det, at medlemmerne i advisory boardet ikke er juridisk ansvarlige og ikke skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som det ville være tilfældet med en bestyrelse.
Medlemmerne i advisory boardet er ejerens fortrolige sparringspartnere, og de hjælper ejeren af virksomheden med at lægge strategien og følger op på de ting, som ejeren har besluttet sig for at implementere i virksomheden.
Det er op til dig, hvor tæt du vil lade dine advisory board-medlemmer komme på dig og din virksomhed – men mit råd til dig, hvis du vil starte dit eget advisory board, er, at du lader medlemmerne komme tæt på dig. De kan nemlig være med til at gøre en kæmpe forskel i din virksomhed.
Mit advisory board fylder 10 år
Igennem min tid som selvstændig har jeg haft to advisory boards. Det seneste advisory board har i år 10 års jubilæum – og det er vi alle fire ret stolte af!
Vores advisory board fungerer på den måde, at vi udgør hinandens advisory boards.
Vi mødes fire timer én gang om måneden. Der er afsat én time til hver virksomhed. Først snakker vi strategi – så følger vi op på strategien – hvad er udfordringer, og hvad er succeshistorierne, og det giver vi hinanden sparring på og input til.
Selvom vi ”kun” er soloselvstændige, driver vi vores advisory board sådan, at vi sætter både markedsføringsmål, produktudviklingsmål, økonomiske mål og organisatoriske mål.
Det synes jeg, virker seriøst og professionelt.
Når jeg fortæller om mit advisory board, så bliver jeg tit spurgt om, hvornår et advisory board er relevant.
Til det spørgsmål har jeg som regel lyst til at svare meget simpelt: Det er altid relevant.
Men samtidig afhænger det af, hvilke ambitioner, du har med din virksomhed.
Hvis du har større ambitioner med din virksomhed, end at den skal være en hobby-virksomhed, så er et advisory board relevant.
Det gælder også, hvis du er helt nystartet som selvstændig. Der er nemlig en masse hjælp at hente fra mere erfarne og garvede selvstændige.
Det samme gælder, hvis der skal ske forandringer eller udvikling i virksomheden eller i dit privatliv.
Overvej det her, før du får et advisory board
Før du får dit eget advisory board, skal du være klar til at høre noget, som du faktisk ikke har lyst til at høre.
- Stil dig selv spørgsmålet: Hvilke ambitioner har jeg for min virksomhed de næste par år? Hvilke kompetencer kunne du i dit tilfælde have brug for?
- Du skal være klar til at komme ud af din comfortzone, hvis du skal have rigtigt glæde af dit advisory board.
- Overvej, hvem der skal med i dit advisory board. Hvem/hvilke typer kunne gøre mest gavn? Det afhænger af dine ambitioner. Det vigtigste er, at der er god kemi mellem dig og medlemmerne.
- Men lad være med at vælge nogen, der ligner dig selv. Vælg nogen med forskellig viden og kompetencer.
- Beslut dig for, om det skal være lønnet eller ulønnet arbejde.
Nu kommer opgaven med at finde medlemmer til dit advisory board. Brug dit netværk og dit netværks netværk.
Du skal ikke være bange for at spørge – også selvom det er travle mennesker, der er længere med deres virksomheder. Det værste, der kan ske, er, at du får et ”nej”.
Du kan med fordel lave en ”stillingsbeskrivelse” for at gøre dig selv mere skarp på, hvilke kompetencer du søger.