De 3 største fejl, når du gerne vil nå dine mål

Kender du det her med, at du på bestemte tidspunkter af året – typisk omkring nytår og igen lige efter sommerferien – beslutter dig for, at du skal nå de her mål. Så du lister det ene fantastiske mål efter det andet – og YES, hvor bliver det godt, når du nu når dine mål!

Det kender jeg alt for godt eller rettere – det var sådan jeg selv gjorde tidligere!

Som regel endte det med, at jeg ikke nåede ret meget af det, jeg havde sat mig for – hvis jeg overhovedet nåede noget af det. Og hvorfor nu det? Jo, fordi jeg var alt for ambitiøs, og troede, at jeg kunne nå meget mere end jeg kunne på den tid, som jeg havde til rådighed. Når der så var gået et par dage, så var jeg helt overvældet og kunne slet ikke overskue alle de opgaver og mål, jeg havde sat gang i. Så gjorde jeg det, som jeg tror, at rigtigt mange andre også gør – nemlig ingenting – og når vi så kom til nytår eller sommerferien igen, så satte jeg mig de samme mål en gang til.

Jeg har lært at gøre noget andet, og derfor vil jeg gerne fortælle dig om de 3 største fejl, vi begår, når vi gerne vil nå vores mål. fordi jeg så håber, at du får succes i 2017 med det, der er vigtigt for dig:

Fejl #1

For mange mål

Vi prøver at ændre alting på en gang og helst med det samme. Hvis du – ligesom jeg – er ambitiøs og utilfreds med, hvor du er lige nu med din virksomhed og dig som person, så er der højst sandsynligt rigtigt mange ting, du gerne vil ændre på. Måske drømmer du om at motionere mere, vågne tidligere, tjene flere penge, tiltrække flere kunder eller læse en time hver dag.

Løsning

Vælg max. to mål (og gerne kun et). Hold fokus på kun de to mål, så vil du se, at du kan flytte dig rigtigt langt på de her to mål i stedet for kun at flytte dig en lille smule på hver af dine mange mål. Det giver dig motivation til at fortsætte!

Fejl #2

Hvorfor er målet vigtigt?

Du er ikke helt klar over, hvorfor målet egentlig er vigtig for dig. Hvis du ikke har styr på, hvorfor målet er vigtigt for dig, så vil du heller ikke have en overbevisende grund til at fortsætte, når tingene ikke går helt, som du forventer. Selv om du har besluttet dig for at stå tidligt op hver morgen for  at løbe en tur, så kommer det ikke til at ske, når det er mørkt udenfor, og det måske endda sner, hvis din grund til, at du har valgt dette mål, blot er “at du vil dyrke mere motion”.

Løsning

Find ud af, hvad din virkelige grund er til, at du ønsker at opnå dit mål. Først, når du ved, hvad der virkelig driver dig, kan du lave en fornuftig plan for, hvordan du når dit mål. Din grund til at ville nå målet er det, der skal fastholde dig i dine nye vaner, når du møder forhindringer på din vej. Og du vil møde modstand. Skriv gerne din grund – dit hvorfor – ned, sådan at du ser det hver evige eneste dag, det hjælper dig også til at fastholde dine nye, gode vaner, som er vejen til at nå dit mål.

Fejl #3

Du fokuserer for meget på resultatet

Desværre er det sådan, at selv om du fokuserer rigtigt meget på dit mål, så vil det alene ikke give dig det ønskede resultat. Det gør de handlinger, du gør hver evig eneste dag derimod. Desværre er det tit sådan, at resultaterne ikke kommer fra den ene dag til den anden. Det er nemt at forelske sig i slut-resultatet (jeg omsætter for xx antal kr. eller jeg løber en halvmaraton), men det kan hurtigt blive til frustrationer, fordi du måske synes, at det går for langsomt med at komme derhen, hvor du gerne vil.

Løsning

Prøv i stedet at omdefinere dine succes-kriterier på den korte bane, sådan at successen er, at du hver dag gør noget, der fører dig hen imod at opnå dit mål. Hvis dit mål f.eks. er at skrive en bog i 2017, så kan dine succes-kriterier på den korte bane være, at du hver dag skriver 500 ord.
Held og lykke med at nå alt det, der er vigtigt for dig i 2017.

Del artiklen

Læs også …

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Velkommen til Business-Bloggen om Iværksætteri, forretningsudvikling og personlig effektivitet af businessmentor Birgitte Feldborg.

forretningsudvikling-birgitte-feldborg

Del artiklen

Ansøg om en gratis business strategi session